Kuraterede forløb

Tæt på jeres behov

På Sølballegaard går vi helt tæt på den enkelte virksomheds behov og ønsker. Vi hjælper gerne med at sikre en rød tråd igennem faglige aktiviteter og oplevelser undervejs i jeres ophold og trækker i den forbindelse på en solid erfaring med procesfacilitering og organisationsudvikling. Vi inddrager i høj grad også naturen og kompetente lokale aktører inden for områder som natur, kunst og kultur. 

På Sølballegaard betyder æstetik og sanselighed meget. Vi mener, det gør en forskel, når vi mødes i rammer, som forkæler sanserne og giver ro. Naturen – og vores kærlighed til den – spiller en vigtig rolle i alt fra indretning til de måltider, vi tilbyder. Læs meget mere om gastroni på Sølballegaard lige her

På Sølballegaard gør vi os umage med at skabe de bedste betingelser for at mødes og inspireres i fællesskab, og vi håber, vores gæster mærker en varm og uhøjtidelig atmosfære med højt til loftet.

Procesbistand

Få hjælp til en udbytterig proces

Sofie Saxtoft er medejer af Sølballegaard, men har derudover mere end 15 års erfaring med ledelses- og teamprocesser i offentlige og private virksomheder. Derfor kan vi tilbyde din virksomhed skræddersyede udviklingsforløb inden for temaer som samarbejde, kommunikation, kunderelationer og feedback, konflikthåndtering og kulturopbygning.

Processerne på Sølballegaard tager altid udgangspunkt i de problemstillinger, som er mest relevante for jer. Vi arbejder med dem konkret, struktureret og målrettet – men integrerer samtidig naturen, rummene, sanserne. Vi oplever, at det gør en forskel, når svære spørgsmål vendes omkring bålet. Eller når nye kollegaer får talt sammen om betydningsfulde temaer på en lang vandretur i Mols Bjerge. Eller når man får grinet sammen på ryggen af en islandsk hest efter en bøvlet periode på jobbet.

I kan vælge at lade Sofie Saxtoft designe og facilitere hele jeres ophold og proces. Men I kan også varetage hovedparten af programmet selv – krydret eksempelvis med et par timers faciliteret walk n talk som kickstart til jeres egen proces.

Kunderne siger...

På Maltfabrikken i Ebeltoft har vi haft den store fornøjelse flere gange at samarbejde med Sofie Saxtoft, både i rollen som koncept- og indholdsansvarlig og som facilitator. Én af Sofies kvaliteter, udover hendes store faglighed, er hendes evne til meget hurtigt at forstå, og nå ind til kernen i det, man ønsker at få ud af samarbejdet. Og det skinner ligeledes igennem i rollen som facilitator. Hendes væsen og måde at få en proces – også med svært indhold – til at fungere og bære frugt – er eminent, og kan derfor på det varmeste anbefale Sofie Saxtoft.

Marianne Jensen, Administrativ leder, Maltfabrikken

Vi har flere gange brugt Sølballegaard som ramme for Inviso by Devoteams årlige medarbejdertur. Opholdet på Sølballegaard, og stedets smukke omgivelser, har alle gange været en totaloplevelse, der skabte et helt særligt frirum til eftertanke og fællesskab.  
Værtsparret, Sofie og Espen, faciliterer et stærkt fagligt program med stor personlig indlevelse. De investerer sig selv og iscenesætter et ophold, hvor faglige diskussioner er akkompagneret med naturrige og sanselige oplevelser. Kroppen bliver ofte bragt spil, som en naturlig del af seminaret, og dagene rummer alt fra gruppearbejde og debatter i plenum, til lydbade og sanketure i Mols Bjerge.
Den nøje kuraterede oplevelse har givet os et helt særligt fællesskab og et kig indad. Sofie og Espen inviterer os ind i et trygt og autentisk rum, hvor vi sammen kan reflektere ufiltreret. Det har gjort os stærkere, og vi har fået en større forståelse for hinanden – både fagligt og menneskeligt. 
Vi kan på det varmeste anbefale Sølballegaard, og især den unikke totaloplevelse, som værterne mestrer til fingrespidserne. Vi glæder os allerede til næste gang.
Marie-Louise Werner, Manager, Inviso by Devoteam

Jeg søgte en lokation, hvor vi kunne være os selv og have mulighed for lidt relationsopbygning, hurtigt. Derfor blev jeg også meget fascineret og inspireret af muligheden for en faciliteret Walk and talk med Sofie, hvor vi ville have mulighed for at opbygge relationer på kryds og tværs, mens vi kunne nyde naturen. Dette blev indfriet til fulde. Vi fik nedbrudt næsten alle de fordomme der var mellem vores tre afdelinger, som ellers har været meget fremherskende tidligere. Alt dette til et niveau hvor førstelinje-lederne allerede på dag ét erkendte, at vores formål og udfordringer er de samme på tværs – og at vi derfor kan drage stor nytte af en fælles strategi og fælles fodslaw. Jeg havde håbet at kunne opnå dette på sidste dagen, så stor kudos til Sofie. Det var som sagt en stor succes og samtidig sundt 😉.

Klaus Heins Bjerre, Vedligeholdelseschef, Novozymes

Forplejning

Uden mad og drikke...

Måltiderne på Sølballegaard leveres af dygtige lokale restauranter og fødevareproducenter. Herunder Moment, Molskroen, Del’a, Fuglsø Kro, Simons Brød, Andersen Winery, Ebeltoft Gårdbryggeri, Apelgren Jordt Kaffe og Mariendal Mosteri.

Vi lægger vægt på, at vores gæster får mulighed for at smage de mange lokale specialiteter og råvarer af høj kvalitet, som Mols og Djursland er kendt for. Derudover mener vi, at måltiderne og rammen om dem er vigtige. Vi ønsker atsætte scenen for gode samtaler – også når det formelle program er slut. Et smukt dækket bord, en middag under åben himmel eller en kold fadøl i vildmarksbadet før middagen kan gøre en stor forskel. Vi forsøger altid at gribe muligheden for at give vores gæster en lille, ekstra, fælles oplevelse med hjem.  

Hvis I har noget af fejre eller måske ønsker at gøre noget specielt ud af jeres måltider hos os, skal I endelig sige til. Vi har god erfaring med alt fra sanketur- og snapseværksted til bålmad, team cooking og gourmet.